Jessie og Erik Iversen – Jorden under græsplænen giver dem varmen
Om projektet
Jessie og Erik Iversen har varmet deres hus op med jordvarme i 34 år. Nu har de skiftet varmepumpen: – Så holder vi også varmen resten af vores tid.
Af claus sørensen
– Den står på 22 grader. Vinter og sommer. De fleste nøjes sikkert med 20 grader, men vi gider ikke fryse – heller ikke en kold sommeraften.
Jessie og Erik Iversen varmer deres hus op og forsyner sig med varmt vand for bare 5.-6.000 kroner om året. Varme hentet op af deres egen have: Jordvarme.
Familien har brugt jordvarme i 34 år. I alle de år har anlægget kørt upåklageligt. Men her i sommer skiftede de varmepumpen ud med en ny – leveret og installeret af firma Urhøj fra Gørlev. Firmaet er specialist i jordvarme og varmepumper.
Tjener sig hurtigt hjem
Den slags anlæg giver som regel store straks-besparelser og tjenes hurtigt hjem. Således også hos Jessie og Erik Iversen.
De regnede, da de besluttede sig i 1981, med, at anlægget havde tjent sig ind på syv år. – Der gik kun tre, fortæller Erik Iversen. Dengang kostede det hele 38.000 kroner inklusive de slanger, der blev gravet ned under græsplænen.
Men hvorfor skifter han og Jessie varmepumpen ud, når den har kørt uden problemer i de mange år?
– Det fungerede godt nok, men der kunne ikke skaffes reservedele længere, og vi vil være sikre på at holde varmen også i fremtiden, siger de. Så nu skulle det være.
Enkelt og diskret
Slangerne under plænen kan fortsat bruges til at suge varme op fra jorden, så det er alene varmepumpen i bryggerset, der er skiftet ud til en ny model. Pris med montering 78.000 kroner.
Nu som hidtil et Vølund-anlæg, men med helt moderne teknologi. Anlægget sikrer vejrafhængig varmestyring. Det fylder kun som et stort køleskab, er enkelt og diskret at se på, og spindelvævet af rør og samlinger er både fint udført og godt skjult i et smalt skab lige ved siden af.
En el-patron i anlægget sikrer, at der også er varme nok, hvis det en vinter bliver hamrende koldt ud over det sædvanlige. Men det skal også nærmest blive isvinter, hvis den overhovedet skal i aktion.
Først med jordvarme
Jessie og Erik Iversen var de første i Tølløse, der fik jordvarme. Fjernvarmeværket i byen blev nedlagt. Der blev fra kommunal side satset på naturgas, men Iversens sagde nej til gas og valgte jordvarme. Det har de ikke fortrudt.
Udgiften til drift af anlægget er alene strøm til varmepumpen samt et årligt serviceeftersyn. I Tølløse-huset giver det en total årlig driftsudgift på 7.500-8.500 kroner.
– Det hele styres fra selve anlægget. Faktisk passer det sig selv. Vi rører det aldrig. Man behøver ikke rende og skrue på det.
På en lille skærm på anlægget i bryggerset kan Jessie og Erik aflæse oplysninger om aktuelt indeklima, varmt vand og meget mere.
Installation, tilpasning og igangsætning af det ny anlæg tog to dage. Jessie og Erik Iversen er særdeles godt tilfredse med den måde, det er lavet på. Indpasset i bryggerset, så det: – Vi har kun godt at sige om hele forløbet, siger de og morer sig lidt over, at det gamle anlæg holdt i 34 år. Det er nøjagtigt halvdelen af deres liv. De er begge 68 år og er overbevist om, at det ny anlæg mere end holder deres tid ud.
Fakta
Det ny anlæg er en Vølund jordvarmepumpe Fighter 1255 1,5/6 kW med vejrafhængig varmestyring, varmtvandsprioritering og indbygget varmtvandsbeholder.
Hos familien Iversen hentes jordvarmen op via 160 meter slanger nedgravet under græsplænen i 90 centimeters dybde. Slangerne er fire centimeter i diameter og fyldt med glykol.
Varmepumpen sender væsken rundt i slangerne og henter den varme, som solen har afgivet til jorden, ind i huset og varmer rum og vand op. Vinter og sommer.
Et areal på rundt regnet 300 kvadratmeter er i reglen nok til varme og varmt vand til et almindeligt parcelhus.
Urhøj er en af landets førende vvs-virksomheder inden for varmepumper og jordvarme og udfører opgaver på hele Sjælland, Fyn og Lolland-Falster.
Kontakt os nu og få et tilbud på varmepumper eller andre miljøvenlige løsninger til din bolig
Ønsker du at vide mere om, hvordan en luft til luft varmepumpe kan forbedre energieffektiviteten og komforten i din bolig? Kontakt os i dag og få et skræddersyet tilbud baseret på dine specifikke behov.
Fra vores base i Gørlev i Vestsjælland, midt imellem Slagelse og Kalundborg, servicerer vi dagligt kunder på hele Sjælland og fokuserer på at skabe et stærkt, trygt og ukompliceret samarbejde, der gavner vores kunder – hver gang.
Urhøj – miljøvenlig opvarmning, lavere regninger
Kontaktformular
"*" indikerer påkrævede felter
